Åbne IoT-bygningsdata er et vigtigt bidrag til ’klog’ implementering af Bygnings- og Energieffektiviseringsdirektivet.
- Åbne IoT-Bygningsdata
- Nyheder
Bygninger udgør 40 procent af det samlede energiforbrug i Europa, og danske kommuner, regioner og andre offentlige myndigheder står over for en stor opgave i at leve op til de kommende EU-krav i de nye bygnings- og energieffektiviseringsdirektiver (EED og EPBD).
Med direktiverne skal energiforbruget reduceres og energieffektiviteten øges i bygninger i hele EU, og derfor også i Danmark. Det kræver indsigt i bygningsdata, og øget tilgængelighed til data.
“Det er en bunden opgave at gøre vores bygninger mere energieffektive. Der er en væsentlig udfordring med at energirenovere de mindst energieffektive boliger. Det kræver nye produkter, processer og arbejdsgange, som i de næste to år vil blive efterspurgt blandt EU-landene i langt højere grad,” siger Anders Stouge daværende vicedirektør i Dansk Industri.
Nogle af de processer og arbejdsgange, der skal forbedres, er arbejdet med data og indsigt i bygningsdata. Arbejdet med at gøre data tilgængelige er allerede godt i gang på nationalt plan gennem bl.a. forsyningsdigitaliseringsprogrammet og det fælleskommunale nøgletalssamarbejde.
Utilstrækkelig adgang til data er en hæmsko for den grønne omstilling
Direktør i interesseorganisationen Synergi Katrine Bjerre fortæller i en pressemeddelelse i februar i år: “Det har længe stået klart, at rammerne for at udnytte data og digitalisering i den grønne omstilling langt fra står mål med potentialerne. Der er ingen tvivl om, at fx den utilstrækkelige adgang til data er en hæmsko for energieffektivitet.”
12 organisationer, heriblandt Synergi, fra Byggepolitisk Netværk er gået sammen om en række anbefalinger til en klog dansk implementering af EU’s bygningsdirektiv.
En af anbefalingerne omhandler, hvordan tekniske bygningsinstallationer, som kan levere datapunkter om bygninger, spiller en nøglerolle for en bygnings samlede energimæssige ydeevne og opretholdelse af indeklimaets kvalitet. Digitalisering og drift smelter her sammen i form af IoT-sensorer, der fortæller om bygningens tilstand.
Åbne IoT-data kan spille en nøglerolle
IoT-enheder, der monitorerer alt fra temperatur og fugtighed til energiforbrug og luftkvalitet, genererer store mængder data, som kan bruges til at optimere driften af offentlige bygninger og reducere energiforbruget.
Værdien af disse data kan blive endnu større, hvis de gøres åbne og tilgængelige. Så er det muligt at dele viden på tværs af kommuner, virksomheder og andre offentlige instanser og kan give det indblik, vi behøver for at imødekomme direktivernes krav.
Hos Open Data DK er vi engageret i at skabe samarbejde om IoT-bygningsdata og tester i dialog med kommuner og virksomheder, hvilken værdi data kan få hvis det er frit tilgængeligt.
Det gør vi bl.a. med GovTech Midtjylland (GTM) der har etableret et referencebygningsprojekt, hvor offentlige bygninger i Midtjylland får opsat IoT-sensorer, for at afprøve hvilken viden og indsigt, der ligger bag murerne. Data kan efterfølgende bruges i driften og i arbejdet med renovering, og beslutningstagning
Du kan læse mere om referencebygningsprojektet her.
En stor opgave for det offentlige
For kommuner og regioner, der ofte er ansvarlige for store dele af den offentlige bygningsmasse, er det vigtigt at finde effektive løsninger til at opfylde de kommende krav.
Anders Stouge understreger om omfanget af arbejdet med de to direktiver: “De nye krav omfatter ikke kun private bygninger, men strækker sig også til alle offentlige bygninger som skoler, biblioteker, rådhuse og kontorbygninger, der har et enormt potentiale for energieffektivisering. Vi står altså med en kæmpemæssig opgave, som vi hurtigt skal have løst, så vi kan hjælpe resten af Europa i mål.”
Det arbejder vi med i Open Data DK, når vi afprøver, hvilken værdi kommunale og offentlige IoT-bygningsdata vil have som åbne data. Læs mere om potentialerne her: https://www.opendata.dk/blog/hvis-vaegge-kunne-tale-og-alle-kunne-lytte
Foto: Unsplash af Guillaume Perígois