På vej til gode cykeldata

På vej til gode cykeldata

  • Nyheder

På baggrund af et politisk fokus på cykeldata gennemførte Region Hovedstaden, Danske Regioner og KL sidste år et 1-årigt nationalt projekt om cykelinfrastrukturdata, finansieret af fællesoffentlige midler.

Formålet var at forbedre og kvalitetssikre data om cykelinfrastruktur på tværs af kommuner.

Der er som udgangspunkt et godt datagrundlag på området, og data er allerede åbne igennem bl.a. Datafordeleren og som services på GeoDanmarks hjemmeside. Men de er af varierende kvalitet. I dataene anvender man f.eks. ikke samme begreber for cykelstierne, og de har ikke altid en nøjagtig beliggenhed. Nogle stier kategoriseres slet ikke, men benævnes blot som ”øvrige”.

På baggrund af en analyse af cykelinfrastrukturdata konkluderer projektet bl.a., at der er potentiale for at skabe gode cykeldata, hvis registreringsmulighederne i databaserne udnyttes bedre. Projektet har bl.a. udviklet en begrebsmodel, som skal udrulles på tværs af GeoDanmark, Vejman/RoSy og andre offentlige databaser. Projektet anbefaler desuden, at der etableres en landsdækkende platform med data om cykelinfrastruktur. Det vil gøre det nemmere at tilgå og anvende data på tværs af kommunegrænserne, for kommunerne selv, men også andre, der ønsker at anvende gode cykeldata.

Se afslutningsrapporten her: Ansøgning Vejdirektoratets Cykelpulje 2022 – Gode cykeldata til alle – Samlet dokument til separat upload