Visioner for det kommende åben data-initiativ

Visioner for det kommende åben data-initiativ

  • Nyheder

Open Data DK’s bestyrelse holdt strategiseminar i lyset af de nye muligheder, som deltagelsen i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi giver.

Bestyrelsen drøftede blandt andet prioriteter og tidshorisonter for et kommende arbejdsprogram og opgaver.

Tre overordnede indsatsområder

Open Data DK’s opdrag som del af FODS initiativ 24 er fokuseret på tre overordnede indsatsområder:

  • Dataplatform for offentlige data der ikke har et andet sted.
  • ”Første udstillingsplatform”, hvor gevinstpotentiale kan undersøges.
  • Understøttelse af og rådgivning til offentlige dataudstillere.

Bestyrelsens drøftelser tog blandt andet udgangspunkt i disse områder, og hvordan foreningen bedst kan bidrage til det fællesoffentlige samarbejde om at få udstillet endnu flere åbne offentlige data.

En af Open Data DK’s kerneydelser er platformen, www.opendata.dk, hvor mange kommuner allerede udstiller data, og som har en bred portefølje af netop data, der ikke er naturligt hjemmehørende nogen andre steder.

Når den nationale oversigt ”Datavejviseren” er færdig vil opendata.dk’s data videreformidles dertil. Datavejviseren bliver en statslig portal, der henviser til allerede eksisterende platforme og dermed samler og vejleder virksomheder, forskere mm til nemt og enkelt at finde offentlige data.

En fremtid fuld af muligheder

Et tema, der skal afklares i løbet af efteråret, er hvorvidt Open Data DK skal fortsætte som en forening med differentiering mellem medlemmer vs. ikke-medlemmer. Der er fortsat frit medlemskab – nu for alle offentlige myndigheder.

I dag skal man aktivt melde sig ind i foreningen. En anden mulighed kan dog være, at foreningen i stedet bliver et interessefællesskab, der favner alle kommuner, regioner og statslige myndigheder uden opdeling i medlemmer og ikke-medlemmer. Så alle anses som medlemmer, hvor nogle vælger også at være brugere af platformen.

Mulighederne for at indgå i større tværgående projekter og samarbejder er også noget, der vil blive diskuteret løbende.

Seminaret blev afholdt den 22.-23. august. Teknisk projektleder og sekretariat deltog på seminaret og bidrog med erfaringer og indsigter på området.

Du kan altid sende spørgsmål og kommentarer til info@opendata.dk